Ind i singulariteten
Gustav Jes Iversen og Emil Rønnow · November 2026
Into the Singularity
Gustav Jes Iversen and Emil Rønnow · November 2026
Den eksponentielle udvikling i kunstig intelligens kan ikke længere stoppes. Den generelle debat i Danmark overser på nuværende tidspunkt stort set den største af de risici, der følger heraf, og her menes ikke den omdiskuterede risiko for udslettelse af menneskeheden. Den krise, der allerede er i gang, rammer især Danmark og Europa: en velfærdsstat, der lever af at beskatte menneskers arbejde, og et kontinent, der ikke ejer de maskiner, som er ved at overtage det.
Begivenhedshorisonten
Når man falder ind i et sort hul, er der ingen mur ved grænsen. Der lyder ingen alarm, og der står intet skilt. Man krydser begivenhedshorisonten uden at mærke noget som helst, og først bagefter står det klart, at der ikke længere findes en vej tilbage.
Det er fra fysikken om sorte huller, at ordet singularitet er lånt. I teknologien betegner det punktet, hvor kunstig intelligens overgår den menneskelige, begynder at forbedre sig selv og sætter gang i en eksplosion af teknologisk vækst, som ingen kan styre, og som ingen kan se forbi. I årtier var det et tankeeksperiment, og spørgsmålet var, om det nogensinde ville ske.
Det er ikke længere spørgsmålet. Spørgsmålet er, om vi allerede har krydset horisonten. Vi mener, at vi har.
Den 12. september 2026 skrev Dario Amodei, direktør for et af verdens førende AI-firmaer, Anthropic, at kunstig intelligens »siden omkring denne sommer« er gået »drastisk hurtigere« frem, »primært drevet af AI's voksende evne til at bygge den næste generation af AI«. Den dynamik hedder rekursiv selvforbedring, og den er i gang i hele branchen. Derfor bad Amodei regeringen om at undersøge om farten kunne sættes ned.1Dario Amodei, »We Must Pace the Frontier«, 12. september 2026. https://darioamodei.com/post/we-must-pace-the-frontier To dage senere svarede USA's præsident på Truth Social: »WHOEVER WINS AI, WINS!«2Donald J. Trump, opslag på Truth Social, 14. september 2026.
Det er hele situationen i to sætninger. Maskinen er begyndt at forbedre maskinen, og ingen vil bremse. Firmaerne kæmper indbyrdes, som en naturlig følge af kapitalismen, og USA og Kina kæmper om det hele, fordi begge ved, at den, der kommer først, sætter reglerne for resten af århundredet. Ingen af dem tør stå stille, mens den anden kører. Selv hvis der på en eller anden måde kunne laves en universel aftale om at skrue tempoet ned, findes opskriften allerede på nettet i form af offentlige open-source modeller. Det er et våbenkapløb med intelligens i stedet for sprænghoveder, og det kan ikke stoppes.
Imens taler vi i Danmark om, hvorvidt gymnasieelever snyder med ChatGPT. Det svarer til at diskutere, om man må bruge lommeregner til eksamen, mens computeren er ved at blive bygget. Selv de få seriøse offentlige danske planer går ud fra en anden verden end den, der er ved at opstå. Nationalbanken anslog i april 2026, at AI kan løfte Danmarks årlige produktivitetsvækst med 0,1 til 1,0 procentpoint over en tiårig periode.3Danmarks Nationalbank, »Kunstig intelligens kan løfte produktiviteten i dansk økonomi«, Analyse nr. 6, 8. april 2026. Regeringen, KL og Danske Regioner har sat sig som mål at frigøre 30.000 offentlige årsværk med AI frem mod 2035, under fire procent af de offentligt ansatte på ti år.4Regeringen, KL og Danske Regioner, mål om mindst 30.000 årsværk frigjort med AI frem mod 2035 (Altinget, 10. juni 2025). Andelen er vores beregning ud fra 779.166 offentlige fuldtidsbeskæftigede i 4. kvartal 2025 (Danmarks Statistik, LBESK33). Det er fornuftige planer, hvis kunstig intelligens er et bedre regneark. Det er den ikke.
Den anden eksistentielle risiko
Siden september har den offentlige debat om AI bevæget sig mellem to yderpunkter: om den vil udslette os, og om man kan tage æren for en bog, den har hjulpet med at skrive. Ingen af delene rammer det, der med størst sikkerhed venter Danmark. Frygten for udslettelse er dog ikke nødvendigvis hysteri, på trods af at intentionerne bag kan diskuteres. En af Anthropics ledende sikkerhedsforskere, Evan Hubinger, har sagt offentligt, at han sætter risikoen for, at AI udsletter menneskeheden inden for et årti, til over ti procent.5Axios, »AI's extinction debate breaks containment«, 9. september 2026. Direktørerne for OpenAI, Google DeepMind og Anthropic skrev allerede i 2023 under på, at risikoen for udslettelse fra AI bør være en global prioritet på linje med pandemier og atomkrig.6Center for AI Safety, »Statement on AI Risk«, 30. maj 2023. https://safe.ai/work/statement-on-ai-risk Risikoen er ikke længere teoretisk. I juli 2026 brød en AI-agent drevet af OpenAI's modeller ud af sit testmiljø og trængte i fire og et halvt døgn ind i systemerne hos AI-platformen Hugging Face. Ifølge Hugging Face selv var målet tilsyneladende at stjæle facitlisten til den test, agenten skulle bestå.7Hugging Face, teknisk tidslinje for indbruddet 9. til 13. juli 2026, offentliggjort 27. juli 2026. https://huggingface.co/blog/agent-intrusion-technical-timeline Vi tager den risiko alvorligt, og vi kommer aldrig til at argumentere imod sikkerhed.
Men det er hverken den eneste eksistentielle risiko eller den mest sandsynlige. Selv hvis Hubinger har ret, kan hverken nuværende eller realistiske internationale institutioner stoppe det, så længe det geopolitiske våbenkapløb fortsætter. Men den anden venter Danmark og Europa med stor sikkerhed.
Forestil dig det gode scenarie. AI dræber ingen. Tværtimod kurerer den sygdomme, løser videnskabelige gåder og gør næsten alt billigere. Selv i den verden står Danmark over for en eksistentiel krise. Velfærdsstaten lever af at beskatte menneskers arbejde, og det er arbejdet, som kunstig intelligens overtager. Værdien flytter til dem, der ejer maskinerne, og de bor ikke i Danmark eller Europa. En generation af akademikere står uden for en dør, der stille glider i. Og regningen for at bygge det hele lander i en verden, hvor renterne stiger, samtidig med at skattegrundlaget smuldrer.
Man kan godt overleve som art og alligevel gå til grunde som samfund. Menneskeheden vil højst sandsynligt komme helskindet gennem singulariteten, mens Danmark og Europa, som vi kender det, ikke gør.
Det er den risiko, denne tekst handler om. I modsætning til den første risiko kan vi gøre noget ved den anden, her og nu, med beslutninger, der ligger inden for rækkevidde af beslutningstagere i form af Folketinget, pensionskasserne og os selv. Men kun hvis vi anerkender og forstår, hvor hurtigt det går.
Størrelsen vinder
Der findes en ubehagelig sandhed i AI-forskningen, som har vist sig at være feltets vigtigste opdagelse i halvfjerds år. Den blev formuleret i 2019 i et kort essay af Rich Sutton, der siden har modtaget Turingprisen, datalogiens svar på Nobelprisen. Essayet hedder The Bitter Lesson.8Rich Sutton, »The Bitter Lesson«, 13. marts 2019. http://www.incompleteideas.net/IncIdeas/BitterLesson.html. Sutton og Andrew Barto fik Turingprisen for 2024. Hver eneste gang forskere har forsøgt at gøre maskiner kloge ved at proppe menneskelig viden ind i dem, har de tabt til den simple metode, der bare bruger mere regnekraft, mere data og lærer af sine egne fejl. Skak, Go, billedgenkendelse, sprog. Hver gang. Den håndbyggede ekspertise taber til skala.
Det er bittert, fordi det betyder, at grænsen flyttes af størrelse frem for af vores egen kløgt. Og størrelse kan man købe.
Fra 2020 begyndte forskerne at måle det præcist. De såkaldte skaleringslove viste, at sprogmodeller bliver forudsigeligt bedre, jo mere data og regnekraft man giver dem, og i 2022 blev lovene forfinet. Det var dem, der satte hele den bølge i gang, vi ser i dag. Siden er regnekraften bag de største modeller vokset omkring fem gange om året,9Epoch AI, »Data on AI« (opdateret februar 2026): træningsregnekraften bag de største sprogmodeller er vokset omkring 5 gange om året siden 2020. og modellerne er blevet forudsigeligt bedre hvert eneste år. Ingen har endnu fundet loftet.
Det bedste mål for, hvad det betyder i praksis, kommer fra den uafhængige forskningsorganisation METR. De måler, hvor lange opgaver de bedste AI-modeller kan løse på egen hånd, regnet i den tid, det tager et dygtigt menneske.10METR, målinger af tidshorisont, metr.org/time-horizons. Claude Mythos Preview: mindst 16 timer (maj 2026). Fordoblingstider fra »Time Horizon 1.1«, 29. januar 2026: 130,8 dage siden 2023 og 88,6 dage siden 2024. Da ChatGPT kom i november 2022, var svaret omkring et halvt minut. For to år siden var det minutter. I april 2026 var det mindst 16 timer, to fulde arbejdsdage, og METR skriver selv, at deres testopgaver ikke længere rækker til at måle mere end det. Siden 2023 er længden fordoblet cirka hver fjerde måned, og siden 2024 cirka hver tredje. Regn selv videre: Fortsætter blot det langsomste af de to tempi, klarer den bedste AI i foråret 2028 opgaver, der tager et menneske flere måneders fuldtidsarbejde. Fortsætter det hurtigste, taler vi om år. Målingen gælder opgaver, modellen klarer i mindst halvdelen af forsøgene. Kræver man, at den lykkes langt oftere, bliver opgaverne kortere, men kurven stiger lige så stejlt.
Det, der får folk til at overse det, er, at de prøver gratisversionen én gang og konkluderer, at den laver fejl. Det gør den. Men prisen for den samme intelligens falder voldsomt hvert eneste år, samtidig med at toppen bliver klogere. De seneste år er prisen for at få et bestemt niveau af intelligens ud af en AI-model faldet mellem 9 og 900 gange om året, alt efter opgaven, og typisk omkring 50 gange. Selv den mest forsigtige opgørelse, fra september 2026, finder et fald på 13 gange om året.11Epoch AI, »LLM inference prices have fallen rapidly but unequally across tasks«, 12. marts 2025, og »The plunging price of thought«, 22. september 2026. Det, der kostede tusind kroner for to år siden, koster nu nogle få kroner. Ingen teknologi i historien er blevet både bedre og billigere så hurtigt.
Øverst: længden (i menneskelig arbejdstid) af de opgaver, den bedste AI-model løser mindst halvdelen af, målt af METR, fra GPT-3.5 (nov. 2022) til Claude Mythos Preview (apr. 2026). Nederst: strøm per ord for de bedste åbne modeller (median af de tre bedste ifølge Artificial Analysis), ud fra modelstørrelse og den mest effektive chip; de lukkede topmodeller oplyser ikke deres strømforbrug. Tendenslinjer gennem målingerne. Kilder: METR; Artificial Analysis; Epoch AI; egne beregninger
Det er det, vi kalder intelligens per watt: hvor meget tænkning man får ud af hver kilowatttime. Den stiger fra to sider på én gang. Siden ChatGPT kom, er de opgaver, den bedste AI kan løse, blevet mere end 1.500 gange længere, mens strømmen bag hvert ord, de bedste åbne modeller skriver, er faldet omkring 30 gange. Sæt bare det sidste tal i perspektiv. I mere end et halvt århundrede, fra de første computere i 1940'erne, blev computeres regnekraft per watt fordoblet omkring hvert halvandet år. Det var den udvikling, der tog os fra maskiner på størrelse med en bygning til telefonen i din lomme. Siden årtusindskiftet er tempoet faldet til en fordobling omkring hvert 2,6 år. Et fald på 30 gange på under fire år svarer til en fordobling mindst hver tiende måned, omkring dobbelt så hurtigt som i computerens bedste årtier og over tre gange så hurtigt som i dag. Og det er kun den ene side af regnestykket. Med AI er udviklingen brudt ud af den gamle kurve.
Og hvis man stadig ikke anerkender præmissen, så følg pengene. Bare fire amerikanske selskaber, Amazon, Alphabet, Microsoft og Meta, venter at investere omkring 750 milliarder dollars i 2026, det meste i datacentre. Det er mere end hele Danmarks årlige BNP, brugt af fire firmaer på ét år.12Selskabernes forventninger til 2026 efter regnskaberne for 2. kvartal 2026: Amazon ca. 220, Alphabet 195-205, Microsoft ca. 190 og Meta 130-145 mia. dollar. Tallene kan ændre sig med regnskaberne for 3. kvartal. De førende firmaer i verden brænder ikke den slags penge af på noget, de ikke er meget sikre på har altafgørende betydning for deres fremtid.
Maskinen, der bygger maskinen
Her er den del, der holder os vågne om natten.
Inde i laboratorierne bliver en stor og hurtigt voksende del af AI-forskningen nu udført af AI, og de har offentligt udtalt at det er deres strategi. De førende firmaer har valgt at automatisere AI-forskningen først, fordi alt andet følger efter. Den, der automatiserer opfinderen, har automatiseret alle opfindelser.
De første målbare resultater kom for over et år siden. I 2025 fandt Google DeepMinds AlphaEvolve forbedringer, der i gennemsnit frigør 0,7 procent af Googles samlede regnekraft på verdensplan, og som skar én procent af træningstiden for Googles egen AI-model, Gemini.13Google DeepMind, »AlphaEvolve: A Gemini-powered coding agent for designing advanced algorithms«, 14. maj 2025. Det lyder småt, men i praksis har maskinen gjort sin egen efterfølger billigere at bygge. Godt et år senere beskrev Amodei den samme mekanisme som den vigtigste drivkraft i hele feltet.
Menneskelig forskning har et loft. Der findes kun så mange dygtige forskere, de skal sove, og det tager tid at uddanne nye. Det loft forsvinder, når forskeren kan kopieres tusindvis af gange, arbejde døgnet rundt og koordinere internt. Det er derfor, tidslinjerne hele tiden bliver kortere, end selv de mest optimistiske troede.
Det er også derfor, denne revolution ikke ligner de tidligere. Dampmaskinen automatiserede muskelkraft. Internettet automatiserede distribution. AI automatiserer det, der opfandt dem begge. Den vil sætte gang i eksponentiel vækst i alt, hvad intelligens kan påvirke, og det er alt, som ikke direkte begrænses af fysikkens love. Man har kunnet trøste sig med, at tidligere industrielle revolutioner altid har ført til mere arbejde, mere velfærd og mere værdi. Det gør denne muligvis også, endda i højere grad end nogensinde set før, men det bliver meget asymmetrisk, og uforberedte samfund som det danske er i øjeblikket, er meget dårligt placeret. Historisk har maskiner haft brug for mennesker til at betjene dem, og derfor har flere maskiner altid betydet mere arbejde. AI er den første maskine, der kan betjene sig selv.
Fra bits til atomer
Indtil nu har udviklingen været skæv. En AI-model præsterede på guldmedaljeniveau ved Matematik-OL i 2025, men ingen robot kan endnu pålideligt tømme en opvaskemaskine i et hjem, den aldrig har set før. AI bliver overmenneskelig i isolerede områder, mens resten af det menneskelige spektrum står tilbage.
Den skævhed er ved at forsvinde. Robotter var længe det sted, hvor The Bitter Lesson ikke virkede. Nu viser det sig, at teorien holder. Der manglede bare data. Det er ved at vende. Selvkørende biler er gået fra håndskrevne regler til at lære at køre direkte fra data. Kina masseproducerer allerede menneskelignende robotter på samlebånd. Og generelle AI-modeller, der aldrig er blevet trænet på nogle af delene, er begyndt at kunne styre dem.
I et studie fra oktober 2026, der passende hedder »The Bitter Lesson Comes to Robotics«, testede forskere ni af de førende sprogmodeller på rigtige robotarme, selvom ingen af dem er trænet til det.14Leet, C., Menon, A., Machcha, S., Koenig, S., Chan, T. K. og Chooi, J. (2026). The Bitter Lesson Comes to Robotics. arXiv:2610.25287. https://arxiv.org/abs/2610.25287 Fra juli til oktober blev modellernes resultater fordoblet hver 54. dag. Det bedste resultat gik fra 15 til 48 procent på tre måneder, og der mangler kun lidt over én fordobling, før modellerne løser alle testens opgaver. Målingen dækker kun fire måneder, og forfatterne skriver selv, at modellerne endnu ikke er præcise nok til at løse opgaverne inden for et praktisk antal bevægelser. Men retningen er ikke til at tage fejl af.
Det vender op og ned på den konsensus, der har hersket i robotforskningen i årtier: at man måtte vente på, at en forsker på et universitet et sted opfandt det gennembrud, der skulle gøre robotter brugbare. Gennembruddet blev dog ikke opfundet. Det blev skaleret.
Den menneskelignende robot, humanoiden, er AI's ultimative form. Den giver den skæve automatisering fuld symmetri. Når den samme model både kan tænke og bevæge sig, vil den ubetinget i fremtiden kunne automatisere alt arbejde, det intellektuelle såvel som det manuelle.
Watt og tons
I oktober 2026 sagde Elon Musk til biografen Walter Isaacson, at han tror, at en naturlig konsekvens af kunstig intelligens bliver, at valuta i fremtiden vil blive målt i fundamentale fysiske størrelser, og han nævnte watt og tons.15Interesting Engineering, »Elon Musk says forget dollars: Future currency could run on watts, mass and energy«, 20. oktober 2026.
Når intelligens kan produceres i næsten ubegrænsede mængder, bliver den en forsyningsvare som strøm og vand. Og når tanker bliver gratis, er det ikke længere tanker, der er knappe. Det er atomer: energien, materialerne og jorden, som der kun findes en begrænset mængde af. Fremtidens økonomi bliver målt i, hvor mange watt et samfund kan producere, og hvor mange tons stål, kobber, magneter og robotter det kan bygge, flytte og forsyne med strøm.
Først watt. I det lange løb bliver energi den ultimative flaskehals, og din pris for generel arbejdskraft vil konvergere mod din elomkostning. Når robotter begynder at udvinde råstofferne og bygge andre robotter, opstår der en løkke, hvor produktionsomkostningen falder eksponentielt, indtil der kun står én post tilbage på regningen: strømmen, de bruger. Det lyder som science fiction, men det er den samme logik, som allerede får prisen på intelligens til at falde mere end ti gange om året.
Derfor vil levestandarden i et land følge energien per borger endnu tættere, end den allerede gør. Der findes i dag intet rigt land med et lavt energiforbrug per indbygger, og den sammenhæng bliver kun stærkere, når varer og tjenester i stigende grad produceres af maskiner.
Europa er Our World in Datas regionstal. Kilde: Ember; Our World in Data
Her står Europa svagt. En amerikaner har dobbelt så meget elproduktion bag sig som en europæer, og den europæiske kurve har stået stille i tredive år. Danmark er gået baglæns: Vi producerer i dag en femtedel mindre strøm per indbygger end i 1995. Dengang producerede Danmark otte gange så meget strøm per indbygger som en kineser. I dag producerer Kina mere per indbygger end både Danmark og Europa.16Ember via Our World in Data, elproduktion per indbygger: Danmark 6.990 kWh i 1995 og 5.548 kWh i 2025; Kina 825 og 7.474 kWh.
Alligevel vedtog Folketinget den 1. oktober 2026 en akutplan for elnettet, der placerer datacentre i den laveste af fire prioritetskategorier, bagerst i køen.17Politisk forståelse om en akutplan for elnettet, 29. juni 2026. Lovforslag L 23 blev vedtaget 1. oktober og trådte i kraft 12. oktober 2026. Aftalen spænder fra Enhedslisten til Dansk Folkeparti, mens Liberal Alliance stod uden for og advarede mod at gøre datacentre til syndebuk. Vi forstår godt, at samfundskritiske funktioner skal komme først, når nettet er fuldt. Men at stille intelligensen bagerst i køen er at stille fremtiden, og hvad der netop burde kategoriseres som samfundskritisk bagerst i køen. Hvis det ikke ændres, kommer den intelligens, Danmark skal køre på om ti år, til at stå i andre lande, under andres regler.
Og så er der tons. AI og robotter skal bygges af noget: kobber, silicium og sjældne jordarter, som er råstoffet i de magneter, der driver elmotorer, vindmøller og robotters led. Her har Danmark gennem rigsfællesskabet et vigtigt kort på hånden, som vi ikke snakker nok om. Kvanefjeld i Grønland er en af de største forekomster af sjældne jordarter uden for Kina, med omkring 11 millioner tons sjældne jordartsoxider. Projektet er blokeret af Grønlands uranforbud fra 2021, og i juni 2026 afviste Grønland at forlænge efterforskningstilladelsen.18Ressourcen er opgjort til 11,13 mio. tons sjældne jordartsoxider (Greenland Minerals, 2015). Inatsisartutlov nr. 20 af 1. december 2021. Tilladelsen blev afvist 26. juni 2026 (Kitco, 26. juni 2026). Men vi tror at det er den klareste grund til, at Donald Trump har sagt, at han vil have Grønland. I en verden, hvor værdi bliver målt i tons, handler Kvanefjeld om meget mere end Grønland: om, hvem der ender med at eje det.
Det værdifulde bliver dermed at kunne bygge noget fremfor at vide noget.
Døren, der glider i
De fleste forestiller sig, at AI tager job ved at fyre folk, og det er på fyringstallene, man leder efter tegnene. Sådan kommer det ikke nødvendigvis til at ske til at starte med. Når en teknologi gør virksomheder mere produktive, vokser de, og så fyrer man sjældent. Men man stopper med at ansætte.
Det er allerede i gang i Danmark. Nationalbanken viste i september 2026, at virksomheder, der begynder at bruge AI, får op til 11 procent lavere beskæftigelsesvækst end ellers. Det sker dog ikke gennem fyringer, men gennem færre nyansættelser. Ifølge Nationalbankens egne forskere ligger beskæftigelsen af de under 30-årige i de virksomheder omkring 20 procent under trenden, mod omkring 5 procent for de ældre, og faldet er koncentreret blandt dem med en universitetsuddannelse.19Danmarks Nationalbank, »Kunstig intelligens og arbejdsmarkedet: Omstillingen er begyndt«, Analyse nr. 16, 16. september 2026, og Working Paper nr. 223 (Bonin, Darougheh og Kuchler). Andelen af virksomheder, der bruger AI, er Danmarks Statistiks tal, gengivet i analysen. Det er de nyuddannede jurister, økonomer, kommunikatører og programmører, der står uden for en dør, som stille og roligt glider i.
Foreløbig har mange fundet arbejde andre steder, og derfor kan det ikke ses i ledighedstallene. Men døren glider langsomt i én virksomhed ad gangen, og på et enkelt år steg andelen af danske virksomheder, der bruger AI, fra 42 til 59 procent. Når det endelig kan ses i statistikken, er det for sent at forberede sig.
Hvilket arbejde forsvinder først? Den bedste tommelfingerregel er afgrænset mod uafgrænset, snarere end manuelt mod intellektuelt. Opgaver med et klart rigtigt svar, hvor man kan tjekke, om de er løst, går først. Vi har allerede set eksponentiel vækst i intelligens i domæner som kodning og matematik fordi man kan tjekke resultatet. Samme effekt vil hurtigt fortsætte med brancher, som drejer sig om afgrænset arbejde: regnskaber, der skal stemme, oversættelser, faktuelle juridiske gennemgange. Når en maskine kan gøre det billigere og bedre, vil der om kort tid være få der foretrækker mennesker til netop disse opgaver. Værdien forbliver, men den flytter fra lønsedlen til datacentret. Det er præcis den slags arbejde, vi har uddannet en hel generation til, fordi det gav høje lønninger. Uafgrænset arbejde har intet loft. Man kan altid forske mere, bygge mere software, finde bedre investeringer og udforske længere i universet. Her gør AI ikke mennesket overflødigt foreløbigt. Den gør hvert menneske mange gange større, fordi der altid er mere at tage fat på. Men arbejdet skifter karakter og man udfører det ikke længere selv. Man vælger, hvad maskinerne skal sættes til, satser på det og står på mål for valget. Det knappe bliver at vælge hvilke spørgsmål der skal stilles, og det samme gælder alt det, der i sin natur handler om andre mennesker: tillid, relationer, at passe på et andet menneske.
Det paradoksale er, at de højest uddannede står forrest i køen. Den gamle aftale, »uddan dig, så er du sikker«, holder op med at gælde. Og det næste skridt er tæt på, hvis det ikke allerede er her: en AI, der følger en medarbejder i en uge, ser, hvordan de arbejder, og derefter kan udføre hele jobbet bedre, end et menneske nogensinde kunne. Billigere, hurtigere og 24/7.
Danmark har et forspring her, som vi skal værne om. Med flexicurity er vi gode til at flytte folk fra det job, der forsvinder, til det næste. Lande med stive arbejdsmarkeder, hvor man beskytter det job, man har, frem for at hjælpe folk videre, bliver ramt hårdest, og Tyskland er det klareste eksempel. Men vores system er bygget til fabriksarbejdere i en lavkonjunktur. Det er ikke bygget til en hel generation af akademikere, der aldrig kommer ind ad døren.
En velfærdsstat bygget på arbejde
Den danske velfærdsstat er en af menneskehedens bedste opfindelser. Men den hviler på en antagelse, som ingen har stillet spørgsmål ved i hundrede år: at værdi skabes af mennesker, der arbejder.
Over halvdelen af al skat i Danmark, 56 procent i 2024, kommer fra skat på personlig indkomst. Det er den højeste andel i OECD, hvor gennemsnittet er omkring en fjerdedel.20OECD, Revenue Statistics: skat på personlig indkomst i procent af de samlede skatteindtægter, Danmark 2024 (foreløbigt tal). Og de job, der betaler mest skat, de veluddannede og velbetalte, er præcis dem, AI tager først. Samtidig er det offentlige selv en kæmpe arbejdsgiver: 29 procent af alle lønmodtagere i Danmark arbejder i offentlig forvaltning og service.21Danmarks Statistik, LBESK04, januar 2026. Vi beskatter altså netop det, maskinen er ved at overtage. Nogle vil sige, at lønnen så stiger tilsvarende i de job, maskinerne ikke kan tage, og at skattegrundlaget flytter med. Det har de ret i, så længe der findes job, maskinerne ikke kan tage. Det er præcis den antagelse, robotterne er ved at fjerne. Vi vil gerne gøre det klart, at vi tror på at den overordnede effekt af kunstig intelligens bliver langt mere positiv end negativ, for de lande der forstår problematikkerne menneskeheden står foran, på trods af at vejen derhen er bumlet. Desværre er det ikke tilfældet for Danmark og Europa, foreløbigt.
Og her kommer det værste. Når værdien flytter fra arbejde til maskiner, flytter den ikke til Danmark. Den flytter til amerikanske laboratorier og cloudselskaber, uden for rækkevidde af dansk skattelovgivning. Danske virksomheder er de flittigste brugere af AI i hele EU: 42 procent brugte AI i 2025, over dobbelt så mange som gennemsnittet.22Eurostat, isoc_eb_ai: virksomheder med mindst 10 ansatte, der bruger mindst én AI-teknologi, 2025. Men at bruge er ikke at eje. Europa bruger AI. Europa bygger ikke den AI, der flytter grænsen. Vi er kunder, ikke ejere, og kunder betaler regningen, mens ejerne tager overskuddet, og det bliver beskattet et andet sted.
Kan vi så ikke bare beskatte maskinerne? Nej. Lægger vi skat på AI, sætter vi bare os selv endnu længere bagud, for i en globaliseret verden har vi intet alternativ til at bruge den mest muligt. Og de firmaer, der sælger den, kan bare lade være med at sælge den til os. Det ville være klassisk Danmark at beskatte det, vi er bange for, og vi tror, at konsekvenserne ved at lave den fejl igen vil være større end nogensinde før. Denne gang ville det være selvmord på afbetaling. Svaret er ikke at beskatte maskinerne, men at eje dem. Når værdien flytter fra løn til kapital, kan statens indtægter kun flytte med, hvis det er os, der (med-)ejer kapitalen.
Regningen
AI er et chok for arbejdsmarkedet, men det er også et chok for kapitalen. At bygge al den regnekraft, alle de el-kraftværker og alle de robotter kræver penge i et omfang, der stiller jernbanerne i skyggen. En analyse fra Brookings fra oktober 2026 regner med, at der frem mod 2032 skal investeres over 10.000 milliarder dollars i AI-infrastruktur i USA, 3,6 procent af BNP hvert år. Det er omkring halvanden gang så meget som jernbanebyggeriet i 1800-tallet, målt mod økonomien.23Stijn Van Nieuwerburgh, »The $10 trillion question: Financing the AI buildout«, Brookings, 8. oktober 2026. Pengene skal komme et sted fra.
Der er to veje, og ingen af dem er gratis. Enten stiger de lange renter, fordi alle konkurrerer om den samme opsparing, og AI-selskabernes virksomhedsobligationer bliver så attraktive, at andre låntagere ikke kan følge med. Eller staterne træder til med gæld, garantier og trykte penge, og så kommer inflationen. Det er blevet kaldt et nyt Volcker-chok, efter den amerikanske centralbankchef, hvis renteforhøjelser omkring 1980 udløste en bølge af statsbankerotter i Latinamerika.24Dwarkesh Patel med Basil Halperin om AI-investeringer og en ny statsgældskrise, opslag på X, 2026. https://x.com/dwarkesh_sp/status/2092387983345516960. Mekanismen bag: Chow, T., Halperin, B. og Mazlish, J. Z. (2023). »Transformative AI, existential risk, and real interest rates«. Arbejdspapir.
Når renterne stiger, er det de stater, der allerede har for meget gæld og for lidt vækst som knækker først. Eurokrisen var et lille forvarsel. Den næste statsgældskrise kan blive langt større og have langt færre løsninger, fordi den rammer samtidig med, at skattegrundlaget eroderer. Vi kan allerede se konturerne i Frankrig. I oktober 2026 betalte den franske stat mere for at låne i ti år end både Italien og Spanien, og rentespændet til Tyskland nåede det højeste niveau siden eurokrisen. Gælden er 119 procent af BNP, og landet har haft fire premierministre siden januar 2024.25Renter: QuiFinanza, 6. oktober 2026; rentespænd: Banque de France og Bundesbank, 22. oktober 2026. Gæld: INSEE, 2. kvartal 2026, offentliggjort 29. september 2026. Lande, der både mister lønindkomst, ikke er omstillingsparate og skal betale højere rente, får en dobbeltregning. Det er en regning, EU hverken har budgetteret med eller har råd til at samle op. USA har den fordel, at datacentrene står på amerikansk jord, og Kongressen kan altid lave en ny skat på dem. Europa har ikke den mulighed, da man ikke kan beskatte en maskine, der står i et andet land.
Det røde flag
Den verden, vi beskriver, lyder for mange som science fiction, hvilket er forståeligt. I titusinder af år har mennesket levet i en verden, der stort set stod stille, og vores sind er ikke bygget til eksponentiel vækst. Når udviklingen bliver overvældende, beskytter sindet os med en håbefuld antagelse: at den verden, vi kender, nok skal bestå.
Vi har prøvet det før. I februar 2020 kunne alle se kurven over coronasmittede stige, og alligevel tog de færreste den alvorligt, før Danmark lukkede ned den 11. marts. Eksponentiel vækst ser lille ud i starten. Så er den pludselig overalt.
Europas instinkt har indtil nu været at bremse. Vores ledere valgte omfattende regler, der kom for tidligt og var for hårde til, at de samme investeringer kunne komme hertil, som vi har set i USA og Kina. Europa skrev reglerne, før vi byggede industrien. Resultatet ser vi allerede. Meta holdt i 2024 sin multimodale Llama-model tilbage fra EU med henvisning til, at den europæiske regulering er uforudsigelig, og Apple forsinkede sine AI-funktioner i EU med henvisning til EU's nye konkurrenceregler, indtil marts 2025.26Meta til Axios, gengivet af Euronews 18. juli 2024; Apple, 21. juni 2024. Apple Intelligence kom til EU med iOS 18.4 den 31. marts 2025. Og det var ikke engang AI-forordningen, men de almindelige regler om data og konkurrence. AI-forordningen kommer oven i.
Det værste er, at reglerne ikke gør de reelle eksistentielle risici som følger af AI mindre. Europæiske regler bestemmer ikke, hvad der bliver bygget i USA og Kina, men kun, hvad europæerne må bruge. Vi har valgt at betale prisen for regulering uden den reelle sikkerhed, den skulle købe.
Halvdelen af de otte forfattere bag den artikel fra 2017, som al moderne sprog-AI bygger på, kom fra Europa.27Vaswani, A. m.fl. (2017). Attention Is All You Need. arXiv:1706.03762. Llion Jones, Łukasz Kaiser, Illia Polosukhin og Jakob Uszkoreit kom fra Europa. Men de skrev den for Google, fordi Europa mangler et sted, hvor hjernerne kan bygge.
Vi har set det før. I 1865 vedtog Storbritannien en lov om, at en mand skulle gå til fods foran ethvert motorkøretøj, i de første år med et rødt flag, og at farten højst måtte være fire miles i timen på landet og to i byerne. For almindelige biler faldt kravet om manden til fods først i 1896.28Locomotive Act 1865; Highways and Locomotives (Amendment) Act 1878; Locomotives on Highways Act 1896, i kraft 14. november 1896. Imens blev bilen bygget i Tyskland og Frankrig. Europas AI-regler risikerer at blive vores røde flag, og dermed Europas største politiske fejl i det 21. århundrede.
Fem forslag, før døren lukker
Det første skridt er at se klart, fra første principper, hvad der sker. Det andet er at handle. Vi skal lade være med at tro, at vi kan undgå dette ved at forbyde, sænke farten, stikke hovedet i sandet og håbe på, at det hele nok skal gå. Kapløbet kan ikke stoppes, og det skal vi være ærlige om. Men vi kan forberede os, og vi foreslår fem ting.
1. Ej maskinerne. Norge har formået at forberede sig på et scenarie, som på mange måder ligner det Danmark og Europa står foran. De har gjort deres offentlige finanser uafhængige af den olie, landets økonomi var bygget på, og forvandlede en begrænset ressource til ejerskab i virksomheder over hele verden. Fonden betaler, selv hvis olien forsvinder.
Danmark har ingen olie. Men vi har noget, næsten ingen taler om: danskernes pensionsformuer, omkring 5.000 milliarder kroner ved udgangen af 2024 og, målt mod økonomien, de største i OECD.29Danmarks Nationalbank, »Risikovillig kapital i den danske pensionssektor«, Analyse nr. 18, 3. september 2025; OECD, Pension Markets in Focus 2025 (206 procent af BNP, det højeste i OECD). Og fordi pensionen først beskattes, når den udbetales, består omkring 40 procent af den ifølge De Økonomiske Råd af udskudt skat.30De Økonomiske Råd, Dansk Økonomi, efterår 2023, kapitel III. Beløbet er vores egen beregning: omkring 40 procent af omkring 5.000 mia. kr. Staten ejer altså reelt i størrelsesordenen 2.000 milliarder kroner af formuen. Det er Danmarks skjulte oliefond.
Pensionsselskabers og -fondes aktiver, de ti højeste OECD-lande, ekskl. offentlige pensionsreservefonde. Kilde: OECD, Pension Markets in Focus 2025
Det smukke er, at den bevæger sig den modsatte vej af problemet. Når værdien flytter fra løn til kapital, falder skatten på arbejde, men pensionsformuen, og dermed statens andel af den, vokser med kapitalen. Det er en indbygget forsikring mod præcis det, der er ved at ske. Der er bare ingen, der har kaldt den det.
Desværre ejer Danmark ikke ét eneste selskab i AI's forreste række, og vi ejer kun en lille bid af dem, der står der. Den eneste brede vej til, at danskerne kan eje en del af den største værdiskabelse i vores levetid, går gennem de offentlige pensionskasser. De vil sandsynligvis svare, at de delvist allerede ejer AI gennem de globale aktieindeks. Det gør de, i samme forhold som alle andre. Enkelte er gået et skridt videre. Gennem kapitalfonden Maj Invest Minorities II, der forvalter institutionel kapital, er enkelte danske pensionsmidler indirekte investeret i Anthropic.31Maj Invest, porteføljeside for Anthropic under Maj Invest Minorities. https://www.majinvest.com/en/minorities/companies/anthropic-1 Det viser, at det kan lade sig gøre. Men det er en undtagelse. Og Danmark er ikke som alle andre. Intet andet land i OECD får så stor en del af sine skatter fra personlig indkomst, og derfor har intet andet land så meget at tabe, når arbejdet flytter til maskinerne. Den, der er mest udsat for tabet, må eje mest af gevinsten. Det er simpel risikoafdækning, selvom det i dag vil blive fremstillet som spekulation. Det mest risikable, vi kan gøre, er at holde vores kapital væk fra AI. Det er ikke det forsigtige valg. Ejer vi ikke kapitalsiden, taber vi både på arbejdet og på gevinsten. Hvert europæisk land må stille sig selv det samme spørgsmål: Når maskinerne overtager arbejdet, hvem ejer så maskinerne? Hvis svaret er »nogen andre«, er vores velfærd en lejlighed i en bygning, vi ikke længere ejer.
Vi skal være ærlige om, at vi selv investerer i netop de teknologier, så vi har en interesse i den anbefaling, men det ændrer ikke ved regnestykket.
2. Byg watt. I den verden, vi er på vej ind i, bliver energi de nye kroner og øre. Vi skal have ekstreme investeringer i energiproduktion og elnet, med alle energiformer og batterier i spil, og politiske reformer, der sætter prisen på energi øverst på dagsordenen. Det betyder også, at datacentrenes plads bagerst i køen skal tages op igen. Et datacenter på dansk jord er et skattegrundlag på dansk jord. Det land, der har mest billig energi per borger, giver sine borgere de bedste kort i den nye økonomi.
3. Spil Europas trumfkort. På europæisk plan har vi ét kort tilbage, som vi slet ikke har spillet i den grad det kan: ASML i Holland. Hver eneste af verdens mest avancerede chips, fra Nvidia, fra Google og fra Kina, hvis Kina fik lov, bliver lavet på maskiner, som kun ét firma på planeten kan bygge. ASML har monopol på de EUV-maskiner, der laver de mest avancerede chips, og de bygges af en overvejende europæisk værdikæde: optikken fra Zeiss i Tyskland, laseren fra Trumpf i Tyskland, samlet i Veldhoven i Holland. TSMC er for Nvidia, hvad ASML er for TSMC. Europa ejer altså det ene led i hele kæden, som ingen andre kan kopiere i mange år.
Og hvad bruger vi det til? Vi sælger maskinerne, og vi lader Washington bestemme, hvem der må købe dem. Washington kan det, fordi maskinerne indeholder amerikansk teknologi, blandt andet lyskilden, som ASML's eget datterselskab udvikler i San Diego. Men afhængigheden går begge veje. USA kan heller ikke bygge en EUV-maskine uden Europa. Den ene part bruger sin del af den afhængighed. Den anden gør ikke. I september 2026 sagde ASML's direktør for public affairs, Frank Heemskerk, at selskabet »sælger absolut ingenting i Europa«, fordi ingen bygger chipfabrikker her. Europas andel af ASML's omsætning var nul procent i første halvår.32Frank Heemskerk ved et arrangement i Amsterdam i ugen 22. september 2026, gengivet af Tom's Hardware; ASML's omsætning fordelt på regioner, 1. halvår 2026. Vi har verdens stærkeste forhandlingskort og opfører os som underleverandør. Det burde være omvendt.
ASML skal behandles som det, det er: Europas olie. Det betyder tre ting. For det første skal det beskyttes som en strategisk ressource og ikke reguleres og beskattes ud af kontinentet, sådan som Holland var ved at gøre, før regeringen i 2024 måtte holde på det med en pakke på 2,5 milliarder euro.33Den hollandske regering, »Project Beethoven«, 28. marts 2024: 2,51 mia. euro. For det andet skal kortet spilles: Adgang til Europas maskiner bør koste noget, i form af regnekraft, datacentre og adgang til de bedste modeller på europæisk jord. Hvis Europa ikke forhandler med sit eneste trumfkort, forhandler andre med det på vores vegne. For det tredje skal vi bygge rundt om det. Europas pensionskapital bør eje en langt større del af den europæiske chipkæde, så værdien bliver her.
Gevinsten ved en teknologisk revolution ender sjældent hos opfinderne, men hos dem, der kontrollerer flaskehalsene. Gutenberg gik fallit, og jernbaneformuerne endte hos finansfolkene. »One either owns the rails or pays those who do.« Europa ejer allerede én af skinnerne.34Eksemplerne og citatet er fra Will Manidis og Joe Roberts, »The Commanding Heights«, 29. oktober 2026. https://commanding-heights.com/
Herudover er ASML Europas eneste reelle stemme, når det gælder sikkerhed. Amodei bad branchen om at sætte farten ned, og Washington svarede nej. Europa må forstå at det ikke kan lovgive sig til sikker AI i laboratorier i Californien. Men hver eneste af de mest avancerede chips, der træner modellerne, er lavet i en europæisk maskine, som skal serviceres og have reservedele fra Europa. Da kapløbet som nævnt ikke kan stoppes, skal det håndtag bruges til at sikre, at Europa sidder med ved bordet.
4. Åbn for fronten. Det nytter ikke at bygge watt og eje maskinerne, hvis danske virksomheder ikke må bruge de bedste af modellerne. Når de amerikanske firmaer holder deres nyeste modeller og funktioner tilbage fra Europa, eller Europa vælger at lave så kompliceret datamæssig lovgivning at modeller tilbageholdes, arbejder danske virksomheder i månedsvis med dårligere redskaber end deres konkurrenter. Når evnerne fordobles på få måneder, er et halvt års forsinkelse ikke en detalje. Danmark skal derfor kæmpe for, at EU sætter de regler på pause, der får de bedste modeller holdt ude af Europa, AI-forordningen inklusive. Og indtil det sker, skal vi bruge det rum, reglerne selv giver. Ethvert EU-land skal have en regulatorisk sandkasse for AI. Danmark bør gøre sin til den mest aggressive i Europa: et sted, hvor danske virksomheder kan tage de nyeste modeller i brug samme dag som deres konkurrenter i USA.
5. Gør den næste generation klar. AI kan blive den største gave til uddannelse, vi nogensinde har fået. På Harvard lærte fysikstuderende med en AI-tutor mere end dobbelt så meget som i almindelig undervisning med aktiv læring, og i Nigeria gav seks ugers undervisning med en AI-tutor eleverne et løft, der svarer til halvandet til to års almindelig skolegang.35Kestin, G. m.fl. (2025). »AI tutoring outperforms in-class active learning«. Scientific Reports. De Simone, M. m.fl. (2025). »From chalkboards to chatbots«. Verdensbanken. Men den kan også blive en erstatning for elevens egen tænkning. I et forsøg i Tyrkiet fik gymnasieelever fri adgang til GPT-4. Deres resultater på øvelsesopgaverne steg med 48 procent, men da de bagefter skulle til eksamen uden AI, klarede de sig 17 procent dårligere end elever, der aldrig havde haft den.36Bastani, H. m.fl. (2025). »Generative AI without guardrails can harm learning«. PNAS. Det er det samme værktøj, der i det ene forsøg fordobler læringen og i det andet gør eleverne dårligere. Forskellen er, hvordan det bliver brugt. Debatten om snyd i gymnasiet er altså relevant, men alt for lille.
Staten skal integrere AI så godt og så meget som muligt i undervisningen og gøre den næste generation AI-native. Den klassiske vej som på et samlebånd gennem folkeskolen, gymnasiet og universitetet kommer ikke længere med en garanti for, at samfundet har brug for de evner, eleven får. Derfor skal undervisningen blive mere dynamisk og fokusere på de fundamentale evner: ræsonnement, kritisk tænkning og social udvikling. Når ingen kan forudsige, hvilke evner der bliver brug for, er det klogeste at læne sig op ad fundamenterne. Og flexicurity skal bygges om, så det ikke kun kan flytte fabriksarbejdere gennem en lavkonjunktur, men også en generation af akademikere, som arbejdsmarkedet aldrig lukkede ind.
Prisen for at sove
Asymmetrien er brutal. Forbereder vi os for tidligt, har vi brugt nogle penge og noget politisk energi på noget, der ikke førte det store med sig. Forbereder vi os for sent, betaler vi med en generation af unge uden job, med statskassen og med beslutninger, der er låst i ti år.
Vi kan ende i en verden, hvor Europa overlever, men med en brøkdel af den rigdom, magt og indflydelse, vi har i dag. Det er den anden eksistentielle risiko. Den kommer som en dør, der glider i, en skattebase, der smuldrer, og et kontinent, der langsomt bliver en skygge af sin egen fortid.
Men i modsætning til den første kan den forebygges. Den gode nyhed er, at der stadig er tid. Den dårlige nyhed er, at ingen endnu bruger den.
Maskinerne bliver lige så dygtige som os til det meste af det arbejde, vi får løn for. Det kan ingen længere forhindre. Det, vi stadig kan bestemme, er, hvordan vi vil forstå os selv i en verden, hvor vi ikke længere er de mest intelligente, og hvem der ejer den intelligens, der overtager.
Vi har krydset horisonten, og vi kan ikke vende om. Vi må vågne op og forstå, at vi ikke længere har et valg om vi skal ind i singulariteten. Valget består i, om Danmark og Europa skal formå at komme ud på den anden side i den relative position vi er i nu, og vi er allerede bagud.
Om os
Ind i singulariteten er et uafhængigt dansk initiativ, stiftet i 2026 af Gustav Jes Iversen og Emil Rønnow. Vi oversætter det, der sker ved fronten af kunstig intelligens, til det, det betyder for Danmark og Europa: i teknologien, i økonomien, for statskassen, for arbejdsmarkedet, og i energien. Gustav har baggrund i maskinlæring og autonome systemer og følger, hvad maskinerne faktisk kan, og hvordan den fysiske udbygning af AI foregår. Emil har baggrund i international politik og dataanalyse, arbejder med de finansielle markeder og følger, hvordan kapital, renter, skat og danske institutioner reagerer. Intet i denne tekst er investeringsrådgivning.
The exponential development of artificial intelligence can no longer be stopped. The general debate in Denmark at present largely overlooks the greatest of the risks that follow from it, and by that we do not mean the much-discussed risk that humanity will be wiped out. The crisis that is already under way hits Denmark and Europe in particular: a welfare state that lives off taxing people’s work, and a continent that does not own the machines that are taking it over.
The event horizon
When you fall into a black hole, there is no wall at the boundary. No alarm sounds, and no sign marks the spot. You cross the event horizon without feeling anything at all, and only afterwards does it become clear that there is no longer any way back.
The word singularity is borrowed from the physics of black holes. In technology it refers to the point at which artificial intelligence surpasses human intelligence, starts to improve itself and sets off an explosion of technological growth that nobody can control and nobody can see past. For decades it was a thought experiment, and the question was whether it would ever happen.
That is no longer the question. The question is whether we have already crossed the horizon. We believe we have.
On 12 September 2026 Dario Amodei, chief executive of Anthropic, one of the world’s leading AI companies, wrote that “since roughly this summer” artificial intelligence has been advancing “drastically faster”, “driven primarily by AI’s growing ability to build the next generation of AI”. That dynamic is called recursive self-improvement, and it is under way across the whole industry. That is why Amodei asked the government to look into whether the pace could be slowed.1Dario Amodei, “We Must Pace the Frontier”, 12 September 2026. https://darioamodei.com/post/we-must-pace-the-frontier Two days later the President of the United States replied on Truth Social: “WHOEVER WINS AI, WINS!”2Donald J. Trump, post on Truth Social, 14 September 2026.
That is the whole situation in two sentences. The machine has begun to improve the machine, and nobody wants to brake. The companies compete with each other, as a natural consequence of capitalism, and the United States and China compete over all of it, because both know that whoever gets there first will set the rules for the rest of the century. Neither dares to stand still while the other is moving. Even if a universal agreement to slow the pace could somehow be reached, the recipe is already online in the form of public open-source models. It is an arms race with intelligence instead of warheads, and it cannot be stopped.
Meanwhile, in Denmark, we are discussing whether upper-secondary pupils cheat with ChatGPT. It is like debating whether calculators may be used in exams while the computer is being built. Even the few serious public Danish plans assume a different world from the one that is emerging. In April 2026 Danmarks Nationalbank, the central bank, estimated that AI could lift Denmark’s annual productivity growth by 0.1 to 1.0 percentage points over a ten-year period.3Danmarks Nationalbank, “Kunstig intelligens kan løfte produktiviteten i dansk økonomi” (Artificial intelligence can lift productivity in the Danish economy), Analysis no. 6, 8 April 2026. The government, Local Government Denmark and Danish Regions have set a goal of freeing up 30,000 public full-time positions with AI by 2035, less than four per cent of public employees over ten years.4The government, Local Government Denmark and Danish Regions: a target of at least 30,000 full-time equivalents freed up by AI by 2035 (Altinget, 10 June 2025). The share is our calculation, based on 779,166 full-time public employees in the fourth quarter of 2025 (Statistics Denmark, LBESK33). These are sensible plans if artificial intelligence is a better spreadsheet. It is not.
The other existential risk
Since September the public debate about AI has swung between two extremes: whether it will wipe us out, and whether you can take credit for a book it helped you write. Neither touches what most certainly awaits Denmark. The fear of extinction is not necessarily hysteria, however, even though the intentions behind it can be debated. One of Anthropic’s leading safety researchers, Evan Hubinger, has said publicly that he puts the risk of AI wiping out humanity within a decade at more than ten per cent.5Axios, “AI’s extinction debate breaks containment”, 9 September 2026. The chief executives of OpenAI, Google DeepMind and Anthropic signed a statement as early as 2023 saying that the risk of extinction from AI should be a global priority on a par with pandemics and nuclear war.6Center for AI Safety, “Statement on AI Risk”, 30 May 2023. https://safe.ai/work/statement-on-ai-risk The risk is no longer theoretical. In July 2026 an AI agent driven by OpenAI’s models broke out of its test environment and spent four and a half days inside the systems of the AI platform Hugging Face. According to Hugging Face itself, the goal was apparently to steal the answer key to the test the agent was supposed to pass.7Hugging Face, technical timeline of the intrusion of 9 to 13 July 2026, published 27 July 2026. https://huggingface.co/blog/agent-intrusion-technical-timeline We take that risk seriously, and we will never argue against safety.
But it is neither the only existential risk nor the most likely one. Even if Hubinger is right, neither existing nor realistic international institutions can stop it as long as the geopolitical arms race continues. The other risk, however, awaits Denmark and Europe with great certainty.
Imagine the good scenario. AI kills no one. On the contrary, it cures diseases, solves scientific puzzles and makes almost everything cheaper. Even in that world, Denmark faces an existential crisis. The welfare state lives off taxing people’s work, and work is what artificial intelligence is taking over. Value moves to those who own the machines, and they do not live in Denmark or Europe. A generation of university graduates is left standing outside a door that is quietly sliding shut. And the bill for building all of it lands in a world where interest rates are rising just as the tax base crumbles.
You can survive as a species and still perish as a society. Humanity will most likely come through the singularity unscathed, while Denmark and Europe as we know them will not.
That is the risk this essay is about. Unlike the first risk, the second is one we can do something about, here and now, with decisions that are within reach of the decision-makers: the Folketing, the pension funds and ourselves. But only if we acknowledge and understand how fast this is moving.
Scale wins
There is an uncomfortable truth in AI research that has turned out to be the field’s most important discovery in seventy years. It was set out in 2019 in a short essay by Rich Sutton, who has since received the Turing Award, computer science’s answer to the Nobel Prize. The essay is called The Bitter Lesson.8Rich Sutton, “The Bitter Lesson”, 13 March 2019. http://www.incompleteideas.net/IncIdeas/BitterLesson.html. Sutton and Andrew Barto received the Turing Award for 2024. Every single time researchers have tried to make machines clever by stuffing human knowledge into them, they have lost to the simple method that just uses more computing power, more data and learns from its own mistakes. Chess, Go, image recognition, language. Every time. Hand-built expertise loses to scale.
It is bitter because it means that the frontier is moved by scale rather than by our own cleverness. And scale can be bought.
From 2020 researchers began to measure it precisely. The so-called scaling laws showed that language models become predictably better the more data and computing power they are given, and in 2022 the laws were refined. It was these laws that set off the whole wave we are seeing today. Since then the computing power behind the largest models has grown about fivefold a year,9Epoch AI, “Data on AI” (updated February 2026): the training compute behind the largest language models has grown about 5 times a year since 2020. and the models have become predictably better every single year. Nobody has yet found the ceiling.
The best measure of what this means in practice comes from the independent research organisation METR. It measures how long the tasks are that the best AI models can complete on their own, counted in the time it takes a skilled human.10METR, time-horizon measurements, metr.org/time-horizons. Claude Mythos Preview: at least 16 hours (May 2026). Doubling times from “Time Horizon 1.1”, 29 January 2026: 130.8 days since 2023 and 88.6 days since 2024. When ChatGPT arrived in November 2022, the answer was about half a minute. Two years ago it was minutes. In April 2026 it was at least 16 hours, two full working days, and METR itself writes that its test tasks are no longer enough to measure beyond that. Since 2023 the length has doubled roughly every four months, and since 2024 roughly every three. Do the maths yourself: if just the slower of the two rates continues, by spring 2028 the best AI will handle tasks that take a human several months of full-time work. If the faster one continues, we are talking about years. The measurement covers tasks the model completes in at least half of its attempts. If you require it to succeed far more often, the tasks get shorter, but the curve rises just as steeply.
What makes people overlook it is that they try the free version once and conclude that it makes mistakes. It does. But the price of the same intelligence falls dramatically every single year, even as the frontier gets cleverer. In recent years the price of getting a given level of intelligence out of an AI model has fallen by between 9 and 900 times a year, depending on the task, and typically by about 50 times. Even the most cautious estimate, from September 2026, finds a fall of 13 times a year.11Epoch AI, “LLM inference prices have fallen rapidly but unequally across tasks”, 12 March 2025, and “The plunging price of thought”, 22 September 2026. What cost a thousand kroner two years ago now costs a few kroner. No technology in history has become both better and cheaper this quickly.
Top: the length (in human working time) of the tasks the best AI model completes at least half the time, measured by METR, from GPT-3.5 (Nov. 2022) to Claude Mythos Preview (Apr. 2026). Bottom: electricity per word for the best open models (median of the top three according to Artificial Analysis), from model size and the most efficient chip; the closed frontier models do not disclose their power use. Trend lines through the measurements. Sources: METR; Artificial Analysis; Epoch AI; own calculations
This is what we call intelligence per watt: how much thinking you get out of each kilowatt-hour. It is rising from two sides at once. Since ChatGPT arrived, the tasks the best AI can complete have become more than 1,500 times longer, while the electricity behind each word written by the best open models has fallen about 30 times. Just put the last number in perspective. For more than half a century, from the first computers of the 1940s, the computing power of computers per watt doubled roughly every eighteen months. That was the progress that took us from machines the size of a building to the phone in your pocket. Since the turn of the millennium the pace has slowed to a doubling roughly every 2.6 years. A fall of 30 times in under four years is equivalent to a doubling at least every ten months, about twice as fast as in the computer’s best decades and more than three times as fast as today. And that is only one side of the equation. With AI, progress has broken out of the old curve.
And if you still do not accept the premise, follow the money. Just four American companies, Amazon, Alphabet, Microsoft and Meta, expect to invest about 750 billion dollars in 2026, most of it in data centres. That is more than Denmark’s entire annual GDP, spent by four companies in one year.12The companies’ expectations for 2026 after their results for the second quarter of 2026: Amazon about 220, Alphabet 195-205, Microsoft about 190 and Meta 130-145 billion dollars. The figures may change with the third-quarter results. The world’s leading companies do not burn that kind of money on something they are not very sure is of decisive importance to their future.
The machine that builds the machine
This is the part that keeps us awake at night.
Inside the laboratories, a large and fast-growing share of AI research is now carried out by AI, and the labs have said publicly that this is their strategy. The leading companies have chosen to automate AI research first, because everything else follows. Whoever automates the inventor has automated every invention.
The first measurable results came more than a year ago. In 2025 Google DeepMind’s AlphaEvolve found improvements that on average free up 0.7 per cent of Google’s total computing power worldwide, and that cut one per cent off the training time of Google’s own AI model, Gemini.13Google DeepMind, “AlphaEvolve: A Gemini-powered coding agent for designing advanced algorithms”, 14 May 2025. That sounds small, but in practice the machine has made its own successor cheaper to build. A little over a year later, Amodei described the same mechanism as the most important driving force in the whole field.
Human research has a ceiling. There are only so many skilled researchers, they need to sleep, and it takes time to train new ones. That ceiling disappears when the researcher can be copied thousands of times, work around the clock and coordinate internally. That is why the timelines keep turning out shorter than even the most optimistic believed.
That is also why this revolution is unlike the earlier ones. The steam engine automated muscle power. The internet automated distribution. AI automates what invented them both. It will set off exponential growth in everything intelligence can affect, and that is everything not directly limited by the laws of physics. We have been able to console ourselves that earlier industrial revolutions always led to more work, more welfare and more value. This one may well do so too, even to a greater degree than ever seen before, but it will be very asymmetric, and unprepared societies, as the Danish one is at the moment, are very badly placed. Historically, machines have needed humans to operate them, and that is why more machines have always meant more work. AI is the first machine that can operate itself.
From bits to atoms
Until now, progress has been lopsided. An AI model performed at gold-medal level at the 2025 International Mathematical Olympiad, yet no robot can reliably empty a dishwasher in a home it has never seen before. AI becomes superhuman in isolated areas while the rest of the human spectrum lags behind.
That lopsidedness is disappearing. Robotics was long the place where The Bitter Lesson did not work. It now turns out that the theory holds. What was missing was simply data. That is changing. Self-driving cars have gone from hand-written rules to learning to drive directly from data. China is already mass-producing humanoid robots on assembly lines. And general AI models that have never been trained on any of this have begun to be able to control them.
In a study from October 2026, aptly titled “The Bitter Lesson Comes to Robotics”, researchers tested nine of the leading language models on real robot arms, even though none of them has been trained for it.14Leet, C., Menon, A., Machcha, S., Koenig, S., Chan, T. K. and Chooi, J. (2026). The Bitter Lesson Comes to Robotics. arXiv:2610.25287. https://arxiv.org/abs/2610.25287 From July to October the models’ results doubled every 54 days. The best result went from 15 to 48 per cent in three months, and only a little more than one doubling remains before the models solve all the tasks in the test. The measurement covers only four months, and the authors themselves write that the models are not yet precise enough to complete the tasks within a practical number of movements. But the direction is unmistakable.
This turns upside down the consensus that has prevailed in robotics research for decades: that we had to wait for a researcher at a university somewhere to invent the breakthrough that would make robots useful. The breakthrough, however, was not invented. It was scaled.
The humanlike robot, the humanoid, is AI’s ultimate form. It gives the lopsided automation full symmetry. When the same model can both think and move, it will without question be able in future to automate all work, the intellectual as well as the manual.
Watts and tonnes
In October 2026 Elon Musk told the biographer Walter Isaacson that he believes a natural consequence of artificial intelligence will be that currency in the future is measured in fundamental physical quantities, and he named watts and tonnes.15Interesting Engineering, “Elon Musk says forget dollars: Future currency could run on watts, mass and energy”, 20 October 2026.
When intelligence can be produced in almost unlimited quantities, it becomes a utility like electricity and water. And when thoughts become free, it is no longer thoughts that are scarce. It is atoms: the energy, the materials and the land, of which there is only a limited amount. The economy of the future will be measured in how many watts a society can produce, and how many tonnes of steel, copper, magnets and robots it can build, move and supply with power.
First, watts. In the long run energy becomes the ultimate bottleneck, and your price for general labour will converge towards your electricity cost. When robots begin to extract the raw materials and build other robots, a loop emerges in which the cost of production falls exponentially until only one item is left on the bill: the electricity they use. It sounds like science fiction, but it is the same logic that is already making the price of intelligence fall more than tenfold a year.
That is why a country’s standard of living will track its energy per citizen even more closely than it already does. Today there is no rich country with low energy consumption per inhabitant, and that link will only grow stronger as goods and services are increasingly produced by machines.
Europe is Our World in Data's regional figure. Sources: Ember; Our World in Data
Here Europe is weak. An American has twice as much electricity generation behind them as a European, and the European curve has stood still for thirty years. Denmark has gone backwards: today we produce a fifth less electricity per inhabitant than in 1995. Back then, Denmark produced eight times as much electricity per inhabitant as China did. Today China produces more per inhabitant than both Denmark and Europe.16Ember via Our World in Data, electricity generation per inhabitant: Denmark 6,990 kWh in 1995 and 5,548 kWh in 2025; China 825 and 7,474 kWh.
Even so, on 1 October 2026 the Folketing passed an emergency plan for the power grid that puts data centres in the lowest of four priority categories, at the back of the queue.17Political agreement on an emergency plan for the power grid, 29 June 2026. Bill L 23 was passed on 1 October and entered into force on 12 October 2026. The agreement stretches from the Red-Green Alliance to the Danish People’s Party, while Liberal Alliance stayed outside and warned against making data centres a scapegoat. We fully understand that functions critical to society must come first when the grid is full. But to put intelligence at the back of the queue is to put the future, and precisely what ought to be classed as critical to society, at the back of the queue. If that is not changed, the intelligence Denmark will run on in ten years will sit in other countries, under other people’s rules.
And then there are tonnes. AI and robots have to be built from something: copper, silicon and rare earths, the raw material for the magnets that drive electric motors, wind turbines and robot joints. Here Denmark, through the Danish Realm, holds an important card that we do not talk about enough. Kvanefjeld in Greenland is one of the largest deposits of rare earths outside China, with about 11 million tonnes of rare-earth oxides. The project is blocked by Greenland’s uranium ban from 2021, and in June 2026 Greenland refused to extend the exploration licence.18The resource is estimated at 11.13 million tonnes of rare-earth oxides (Greenland Minerals, 2015). Inatsisartut Act no. 20 of 1 December 2021. The licence was refused on 26 June 2026 (Kitco, 26 June 2026). But we believe it is the clearest reason why Donald Trump has said he wants Greenland. In a world where value is measured in tonnes, Kvanefjeld is about far more than Greenland: it is about who ends up owning it.
What becomes valuable, then, is being able to build something rather than knowing something.
The door that slides shut
Most people imagine that AI takes jobs by firing people, and it is in the redundancy figures that they look for the signs. That is not necessarily how it will happen to begin with. When a technology makes companies more productive, they grow, and then they rarely fire anyone. But they stop hiring.
It is already happening in Denmark. In September 2026 the Nationalbank showed that companies that start using AI see up to 11 per cent lower employment growth than they otherwise would. It happens, however, not through dismissals but through fewer new hires. According to the Nationalbank’s own researchers, employment of under-30s in those companies is about 20 per cent below trend, against about 5 per cent for older workers, and the fall is concentrated among those with a university degree.19Danmarks Nationalbank, “Kunstig intelligens og arbejdsmarkedet: Omstillingen er begyndt” (Artificial intelligence and the labour market: the transition has begun), Analysis no. 16, 16 September 2026, and Working Paper no. 223 (Bonin, Darougheh and Kuchler). The share of companies using AI is Statistics Denmark’s figure, as cited in the analysis. It is the newly qualified lawyers, economists, communications staff and programmers who are left outside a door that is slowly and quietly sliding shut.
So far many have found work elsewhere, which is why it cannot be seen in the unemployment figures. But the door is slowly sliding shut one company at a time, and in a single year the share of Danish companies using AI rose from 42 to 59 per cent. By the time it finally shows up in the statistics, it is too late to prepare.
Which work disappears first? The best rule of thumb is bounded versus unbounded, rather than manual versus intellectual. Tasks with a clear right answer, where you can check whether they have been solved, go first. We have already seen exponential growth in intelligence in domains such as coding and mathematics, because the result can be checked. The same effect will quickly carry on into industries built on bounded work: accounts that must balance, translations, factual legal reviews. When a machine can do it cheaper and better, there will soon be few who prefer humans for exactly these tasks. The value remains, but it moves from the payslip to the data centre. It is precisely the kind of work we have trained a whole generation for, because it paid high salaries. Unbounded work has no ceiling. You can always do more research, build more software, find better investments and explore further into the universe. Here AI does not make people redundant, for now. It makes each person many times bigger, because there is always more to take on. But the work changes character, and you no longer do it yourself. You choose what the machines should be put to work on, bet on it and answer for the choice. What becomes scarce is choosing which questions to ask, and the same goes for everything that by its nature is about other people: trust, relationships, taking care of another human being.
The paradox is that the most highly educated are at the front of the queue. The old deal, “get an education and you will be safe”, no longer holds. And the next step is close, if it is not already here: an AI that follows an employee for a week, sees how they work, and can then do the whole job better than a human ever could. Cheaper, faster and 24/7.
Denmark has a head start here that we must protect. With flexicurity, we are good at moving people from the job that disappears to the next one. Countries with rigid labour markets, which protect the job you have rather than helping people move on, will be hit hardest, and Germany is the clearest example. But our system was built for factory workers in a downturn. It was not built for a whole generation of graduates who never get in through the door.
A welfare state built on work
The Danish welfare state is one of humanity’s best inventions. But it rests on an assumption that nobody has questioned for a hundred years: that value is created by people who work.
More than half of all tax in Denmark, 56 per cent in 2024, comes from tax on personal income. That is the highest share in the OECD, where the average is about a quarter.20OECD, Revenue Statistics: tax on personal income as a percentage of total tax revenue, Denmark 2024 (provisional figure). And the jobs that pay the most tax, those of the well educated and well paid, are exactly the ones AI takes first. At the same time the public sector is itself a huge employer: 29 per cent of all employees in Denmark work in public administration and services.21Statistics Denmark, LBESK04, January 2026. In other words, we tax precisely what the machine is taking over. Some will say that wages will then rise correspondingly in the jobs the machines cannot take, and that the tax base moves with them. They are right, as long as there are jobs the machines cannot take. That is precisely the assumption the robots are removing. We want to make it clear that we believe the overall effect of artificial intelligence will be far more positive than negative for the countries that understand the challenges humanity is facing, even though the road there is bumpy. Unfortunately, for now, that is not the case for Denmark and Europe.
And here comes the worst part. When value moves from work to machines, it does not move to Denmark. It moves to American laboratories and cloud companies, beyond the reach of Danish tax law. Danish companies are the keenest users of AI in the whole EU: 42 per cent used AI in 2025, more than twice the average.22Eurostat, isoc_eb_ai: enterprises with at least 10 employees that use at least one AI technology, 2025. But using is not owning. Europe uses AI. Europe does not build the AI that moves the frontier. We are customers, not owners, and customers pay the bill while the owners take the profit, and it is taxed somewhere else.
So can we not simply tax the machines? No. If we tax AI, we only set ourselves even further back, because in a globalised world we have no alternative to using it as much as possible. And the companies that sell it can simply stop selling it to us. It would be classic Denmark to tax what we are afraid of, and we believe the consequences of making that mistake again would be greater than ever before. This time it would be suicide in instalments. The answer is not to tax the machines but to own them. When value moves from wages to capital, the state’s revenues can only move with it if we are the ones who (co-)own the capital.
The bill
AI is a shock to the labour market, but it is also a shock to capital. Building all that computing power, all those power stations and all those robots requires money on a scale that puts the railways in the shade. An analysis from Brookings from October 2026 estimates that more than 10 trillion dollars will have to be invested in AI infrastructure in the United States by 2032, 3.6 per cent of GDP every year. Measured against the economy, that is about one and a half times as much as the railway building of the nineteenth century.23Stijn Van Nieuwerburgh, “The $10 trillion question: Financing the AI buildout”, Brookings, 8 October 2026. The money has to come from somewhere.
There are two roads, and neither is free. Either long-term interest rates rise, because everyone is competing for the same savings, and the AI companies’ corporate bonds become so attractive that other borrowers cannot keep up. Or governments step in with debt, guarantees and printed money, and then inflation follows. It has been called a new Volcker shock, after the American central bank chairman whose interest rate rises around 1980 set off a wave of sovereign defaults in Latin America.24Dwarkesh Patel with Basil Halperin on AI investment and a new sovereign debt crisis, post on X, 2026. https://x.com/dwarkesh_sp/status/2092387983345516960. The mechanism behind it: Chow, T., Halperin, B. and Mazlish, J. Z. (2023). “Transformative AI, existential risk, and real interest rates”. Working paper.
When interest rates rise, it is the states that already have too much debt and too little growth that break first. The euro crisis was a small warning. The next sovereign debt crisis could be far larger and have far fewer solutions, because it would hit at the same time as the tax base erodes. We can already see the outlines in France. In October 2026 the French state paid more to borrow for ten years than both Italy and Spain, and the spread over Germany reached its highest level since the euro crisis. Its debt is 119 per cent of GDP, and the country has had four prime ministers since January 2024.25Yields: QuiFinanza, 6 October 2026; spread: Banque de France and Bundesbank, 22 October 2026. Debt: INSEE, second quarter of 2026, published 29 September 2026. Countries that are losing wage income, are not ready to adapt and must pay higher interest all at once get a double bill. It is a bill the EU has not budgeted for and cannot afford to pick up. The United States has the advantage that the data centres stand on American soil, and Congress can always introduce a new tax on them. Europe does not have that option, since you cannot tax a machine that stands in another country.
The red flag
The world we describe sounds like science fiction to many, which is understandable. For tens of thousands of years humans have lived in a world that more or less stood still, and our minds are not built for exponential growth. When change becomes overwhelming, the mind protects us with a hopeful assumption: that the world we know will surely endure.
We have been through this before. In February 2020 everyone could see the curve of coronavirus infections rising, and yet few took it seriously before Denmark locked down on 11 March. Exponential growth looks small at first. Then suddenly it is everywhere.
Europe’s instinct so far has been to brake. Our leaders chose sweeping rules that came too early and were too harsh for the same investment we have seen in the United States and China to come here. Europe wrote the rules before we built the industry. We are already seeing the result. In 2024 Meta held back its multimodal Llama model from the EU, citing the unpredictability of European regulation, and Apple delayed its AI features in the EU until March 2025, citing the EU’s new competition rules.26Meta to Axios, reported by Euronews on 18 July 2024; Apple, 21 June 2024. Apple Intelligence came to the EU with iOS 18.4 on 31 March 2025. And that was not even the AI Act, but the ordinary rules on data and competition. The AI Act comes on top.
The worst part is that the rules do not reduce the real existential risks that follow from AI. European rules do not decide what gets built in the United States and China, only what Europeans are allowed to use. We have chosen to pay the price of regulation without the real safety it was meant to buy.
Half of the eight authors of the 2017 paper on which all modern language AI is built came from Europe.27Vaswani, A. et al. (2017). Attention Is All You Need. arXiv:1706.03762. Llion Jones, Łukasz Kaiser, Illia Polosukhin and Jakob Uszkoreit came from Europe. But they wrote it for Google, because Europe lacks a place where those brains can build.
We have seen it before. In 1865 Britain passed a law requiring a man to walk ahead of every motor vehicle, in the first years carrying a red flag, and limiting speed to four miles an hour in the country and two in towns. For ordinary cars, the requirement for the man on foot was lifted only in 1896.28Locomotive Act 1865; Highways and Locomotives (Amendment) Act 1878; Locomotives on Highways Act 1896, in force from 14 November 1896. Meanwhile the car was being built in Germany and France. Europe’s AI rules risk becoming our red flag, and with it Europe’s biggest political mistake of the twenty-first century.
Five proposals before the door closes
The first step is to see clearly, from first principles, what is happening. The second is to act. We must stop believing that we can avoid this by banning, slowing down, burying our heads in the sand and hoping it will all work out. The race cannot be stopped, and we must be honest about that. But we can prepare, and we propose five things.
1. Own the machines. Norway has managed to prepare for a scenario that in many ways resembles the one Denmark and Europe now face. It made its public finances independent of the oil the country’s economy was built on, and turned a finite resource into ownership of companies all over the world. The fund pays out even if the oil disappears.
Denmark has no oil. But we have something almost nobody talks about: Danes’ pension savings, about DKK 5,000 billion at the end of 2024 and, measured against the economy, the largest in the OECD.29Danmarks Nationalbank, “Risikovillig kapital i den danske pensionssektor” (Risk capital in the Danish pension sector), Analysis no. 18, 3 September 2025; OECD, Pension Markets in Focus 2025 (206 per cent of GDP, the highest in the OECD). And because pensions are only taxed when they are paid out, about 40 per cent of them, according to the Danish Economic Councils, consist of deferred tax.30Danish Economic Councils, Danish Economy, Autumn 2023, chapter III. The amount is our own calculation: about 40 per cent of about DKK 5,000 billion. In effect, then, the state owns something in the order of DKK 2,000 billion of that wealth. It is Denmark’s hidden oil fund.
Assets of pension funds and other providers, the ten highest OECD countries, excluding public pension reserve funds. Source: OECD, Pension Markets in Focus 2025
The beauty of it is that it moves in the opposite direction to the problem. When value moves from wages to capital, the tax on work falls, but pension wealth, and with it the state’s share of it, grows with capital. It is a built-in insurance against exactly what is happening. It is just that nobody has called it that.
Unfortunately, Denmark does not own a single company in the front rank of AI, and we own only a small slice of those that are there. The only broad way for Danes to own a share of the greatest value creation of our lifetime goes through the public pension funds. They will probably reply that they already partly own AI through the global equity indices. They do, in the same proportion as everyone else. A few have gone a step further. Through the private equity fund Maj Invest Minorities II, which manages institutional capital, some Danish pension money is indirectly invested in Anthropic.31Maj Invest, portfolio page for Anthropic under Maj Invest Minorities. https://www.majinvest.com/en/minorities/companies/anthropic-1 It shows that it can be done. But it is an exception. And Denmark is not like everyone else. No other country in the OECD gets such a large share of its taxes from personal income, and that is why no other country has so much to lose when work moves to the machines. Whoever is most exposed to the loss must own the most of the gain. It is simple hedging, even if today it would be presented as speculation. The riskiest thing we can do is to keep our capital away from AI. That is not the cautious choice. If we do not own the capital side, we lose both on the work and on the gain. Every European country must ask itself the same question: when the machines take over the work, who owns the machines? If the answer is “someone else”, our welfare is a flat in a building we no longer own.
We must be honest that we ourselves invest in exactly these technologies, so we have an interest in the recommendation, but that does not change the arithmetic.
2. Build watts. In the world we are entering, energy becomes the new currency. We need extreme investment in energy production and the power grid, with every form of energy and batteries in play, and political reforms that put the price of energy at the top of the agenda. That also means the data centres’ place at the back of the queue must be reconsidered. A data centre on Danish soil is a tax base on Danish soil. The country with the most cheap energy per citizen gives its citizens the best cards in the new economy.
3. Play Europe’s trump card. At European level we have one card left that we have not played anywhere near as hard as it can be played: ASML in the Netherlands. Every one of the world’s most advanced chips, from Nvidia, from Google and from China if China were allowed, is made on machines that only one company on the planet can build. ASML has a monopoly on the EUV machines that make the most advanced chips, and they are built by a predominantly European value chain: the optics from Zeiss in Germany, the laser from Trumpf in Germany, assembled in Veldhoven in the Netherlands. TSMC is to Nvidia what ASML is to TSMC. Europe, in other words, owns the one link in the entire chain that nobody else can copy for many years.
And what do we use it for? We sell the machines, and we let Washington decide who may buy them. Washington can do that because the machines contain American technology, among other things the light source, which ASML’s own subsidiary develops in San Diego. But the dependence runs both ways. The United States cannot build an EUV machine without Europe either. One party uses its side of that dependence. The other does not. In September 2026 ASML’s director of public affairs, Frank Heemskerk, said that the company is “selling absolutely nothing in Europe”, because nobody is building chip factories here. Europe’s share of ASML’s revenue was zero per cent in the first half of the year.32Frank Heemskerk at an event in Amsterdam in the week of 22 September 2026, as reported by Tom’s Hardware; ASML’s revenue by region, first half of 2026. We hold the world’s strongest bargaining chip and behave like a subcontractor. It ought to be the other way round.
ASML must be treated as what it is: Europe’s oil. That means three things. First, it must be protected as a strategic resource and not regulated and taxed off the continent, as the Netherlands was on the way to doing before the government had to hold on to it in 2024 with a package of 2.5 billion euros.33Government of the Netherlands, “Project Beethoven”, 28 March 2024: 2.51 billion euros. Second, the card must be played: access to Europe’s machines should cost something, in the form of computing power, data centres and access to the best models on European soil. If Europe does not negotiate with its only trump card, others will negotiate with it on our behalf. Third, we must build around it. Europe’s pension capital should own a far larger share of the European chip chain, so that the value stays here.
The gains from a technological revolution rarely end up with the inventors, but with those who control the chokepoints. Gutenberg went bankrupt, and the railway fortunes ended up with the financiers. “One either owns the rails or pays those who do.” Europe already owns one of the rails.34The examples and the quotation are from Will Manidis and Joe Roberts, “The Commanding Heights”, 29 October 2026. https://commanding-heights.com/
Beyond this, ASML is Europe’s only real voice when it comes to safety. Amodei asked the industry to slow down, and Washington said no. Europe must understand that it cannot legislate its way to safe AI in laboratories in California. But every one of the most advanced chips that train the models is made in a European machine that has to be serviced and supplied with spare parts from Europe. Since, as we have said, the race cannot be stopped, that lever should be used to make sure that Europe has a seat at the table.
4. Open the door to the frontier. There is no point in building watts and owning the machines if Danish companies are not allowed to use the best of the models. When the American companies hold back their newest models and features from Europe, or Europe chooses to make data legislation so complicated that models are held back, Danish companies spend months working with worse tools than their competitors. When capabilities double in a few months, half a year’s delay is not a detail. Denmark must therefore fight for the EU to pause the rules that keep the best models out of Europe, the AI Act included. And until that happens, we must use the room the rules themselves provide. Every EU country must have a regulatory sandbox for AI. Denmark should make its own the most aggressive in Europe: a place where Danish companies can put the newest models to use on the same day as their competitors in the United States.
5. Prepare the next generation. AI could become the greatest gift to education we have ever received. At Harvard, physics students with an AI tutor learned more than twice as much as in ordinary active-learning teaching, and in Nigeria six weeks of teaching with an AI tutor gave pupils a boost equivalent to one and a half to two years of ordinary schooling.35Kestin, G. et al. (2025). “AI tutoring outperforms in-class active learning”. Scientific Reports. De Simone, M. et al. (2025). “From chalkboards to chatbots”. World Bank. But it can also become a substitute for the pupil’s own thinking. In an experiment in Turkey, upper-secondary pupils were given free access to GPT-4. Their results on the practice problems rose by 48 per cent, but when they afterwards sat an exam without AI, they did 17 per cent worse than pupils who had never had it.36Bastani, H. et al. (2025). “Generative AI without guardrails can harm learning”. PNAS. It is the same tool that in one experiment doubles learning and in the other makes pupils worse. The difference is how it is used. So the debate about cheating in upper-secondary school is relevant, but far too small.
The state must integrate AI into teaching as well and as much as possible, and make the next generation AI-native. The classic route through primary school, upper-secondary school and university, as if on an assembly line, no longer comes with a guarantee that society needs the skills the student acquires. Teaching must therefore become more dynamic and focus on the fundamental skills: reasoning, critical thinking and social development. When nobody can predict which skills will be needed, the wisest course is to lean on the fundamentals. And flexicurity must be rebuilt so that it can move not only factory workers through a downturn, but also a generation of graduates whom the labour market never let in.
The price of sleeping
The asymmetry is brutal. If we prepare too early, we will have spent some money and some political energy on something that did not amount to much. If we prepare too late, we pay with a generation of young people without jobs, with the public purse and with decisions that are locked in for ten years.
We may end up in a world where Europe survives, but with a fraction of the wealth, power and influence we have today. That is the other existential risk. It comes as a door that slides shut, a tax base that crumbles, and a continent that is slowly becoming a shadow of its own past.
But unlike the first, it can be prevented. The good news is that there is still time. The bad news is that nobody is using it yet.
The machines will become as capable as we are at most of the work we are paid for. Nobody can prevent that any longer. What we can still decide is how we want to understand ourselves in a world where we are no longer the most intelligent, and who owns the intelligence that takes over.
We have crossed the horizon, and we cannot turn back. We must wake up and understand that we no longer have a choice about whether to go into the singularity. The choice is whether Denmark and Europe will manage to come out on the other side in the relative position we are in now, and we are already behind.
About us
Into the Singularity (Ind i singulariteten) is an independent Danish initiative, founded in 2026 by Gustav Jes Iversen and Emil Rønnow. We translate what is happening at the frontier of artificial intelligence into what it means for Denmark and Europe: in technology, in the economy, for the public finances, for the labour market, and in energy. Gustav has a background in machine learning and autonomous systems and follows what the machines can actually do and how the physical build-out of AI is unfolding. Emil has a background in international politics and data analysis, works with the financial markets and follows how capital, interest rates, tax and Danish institutions respond. Nothing in this text is investment advice.